Close the menu

Del på medier

Din Checkliste til Flytning

Det er aldrig let at skulle flytte. Det bliver bestemt heller ikke lettere af, at du skal kæmpe for at få dit depositum tilbage efter du fraflytter en lejlighed. Efter flere år i lejemål har jeg efterhånden prøvet at flytte et par gange. Jeg manglede flere gange en definitiv liste for fraflytning af lejlighed og derfor har jeg lavet den her. Du kan selv vurdere om alle punkterne er relevante for dig.



Før du flytter ud

  • Læs din lejekontrakt igennem

    Lejekontrakten er altid udgangspunktet for dit lejemål. Det er den, som der bliver refereret til i eventuelle uenigheder. Den beskriver desuden alle ting, som du skal være opmærksom på i forhold til at flytte ud. Du kan se en typisk lejekontrakt her og sammenligne med din egen:

  • Opsig din bolig 1-3 måneder før du vil flytte

    Der er ofte en periode efter opsigelse før du kan flytte ud. Det er typisk 3 måneder før, hvorfor du altså skal planlægge din udmelding i god tid. Ellers kan du risikere at skulle betale husleje for en ekstra måned. Du skal desuden være opmærksom på hvordan du opsiger dit lejemål og få en bekræftelse fra udlejer.

  • Dokumenter alle eventuelle skader

    Det er vigtigt at have et overblik over skader, som udlejer vil kunne tage betaling for. Tag derfor billeder af eventuelle skader og sammenhold dem med billeder, som du forhåbentlig har taget ved indflytning. Så har du en bedre ide om hvilke skader du har forårsaget og eventuelt skal betale for.

  • Ændre folkeregisteradresse

    Din folkeregisteradresse skal ændres når du flytter. Dette behøver ikke være noget, som du skal gøre lang tid i forvejen. Du kan dog gøre det i forvejen og sætte den specifikke dato, som du planlægger at flytte på. Dette kan være vigtigt, da offentlige instanser altid bruger denne.

  • Ændre adresse hos PostNord

    PostNord står for at omfordele din post. En adresseændring registreret hos borger.dk bliver overført til PostNord. Hvis din adresse er beskyttet eller hemmelig skal du dog aktivt ind og ændre den. Hvis du kun flytter midlertidigt kan du melde det for en periode. Midlertidigt er mellem 14 dage og 6 måneder.

  • Aflæs forbrug

    Ved at aflæse forbruget ved du præcis, hvor meget du har brugt. Dette er vigtigt i forhold til at have styr på eventuelt efterspil i forhold til regninger. Uden beviser for dit forbrug har du ingen sag.

  • Meld flytning til dit forsikringsselskab

    Dit forsikringsselskab har brug for din nuværende adresse. Hvis du flytter skal du derfor huske at melde det. Undlader du at gøre det kan du i en uheldig situation ikke få forsikring.

  • Tjek op på din boligstøtte

    En flytning betyder ændringer i forhold til understøttelsesydelser. Tjek op på om du har mulighed for boligstøtte i din nye boligsituation. Det er selvfølgelig ikke alle som har det.

  • Overvej om du vil skille dig af med nogle møbler

    Det er ikke altid, at du vil have alle dine møbler med, når du flytter. Tænk på hvilke du kan undvære i god tid. Du kan eventuelt give dem væk i en af de mange Facebook grupper for gratis ting.

Flytning

  • Alle lamper nedtages

    Lamper skal nedtages fra alle rum i din bolig. Det skal desuden gøres på den rigtige måde. Du kan læse mere her:

  • Alle gardiner/persienner nedtages

    Gardiner og persienner skal nedtages. Disse er sjældent en del af lejemålet og skal derfor tages ned. Du kan eventuelt prøve at sælge dem til andre i din opgang, hvis det giver mening.

  • Sørg for at alle pærer og lamper virker (lejemålets)

    Nogle pærer og lamper er en del af lejemålet. Dette kan være i din emhætte eller på dit badeværelse. Tjek at alle disse virker og skift dem, hvis de ikke virker.

  • Sørg for pæren i ovnen virker

    Dette er en specialpære og den kan findes i hårde hvidevarebutikker. Den vilt helt sikkert koste mere, hvis udlejer skal skifte den ved fraflytning.

  • Udskift batteri til dørklokken

    Din dørklokke er en del af lejemålet og den skal derfor udskiftes, hvis den ikke virker. Skift batteriet selv, hvis den ikke virker, da det ellers sikkert kommer til at koste mere.

  • Sørg for at alle sier til vandhanerne er til stede og afkalkede

    Denne opgave klares bedst løbende mens du bor i din lejlighed. Du kan dog sagtens redde meget ved udflytning. Tjek alle sier i selve vandhanen og få dem afkalket, så vandet løber som det skal.

  • Sørg for at alle propper til vaskene er til stede og virker

    Mange vaske har en prop til at enten lukke af for vandet eller skærme for større madrester. Denne er en del af lejemålet og skal derfor være der ved udflytning. Hvis den er blevet væk kan den relativt let erstattes.

  • Sørg for at fjerne alle uoriginale viskestykke- og håndklædeholdere

    Ofte bores der egne viskestykke- og håndklædeholdere op i et lejemål. Disse skal fjernes igen ved udflytning.

  • Alle dørhåndtag tjekkes og evt. løse fastgøres

    Dørhåndtag sidder ofte fast med små skruer. Sørg for at erstatte manglende skruer og spænd eventuelt løse. Mens du bor i lejemålet kan viceværten ofte hjælpe med dette gratis, hvis du har brug for det på for eksempel hoveddøren.

  • Saml alle nøgler sammen

    Antallet af nøgler og digitale nøgler er typisk bestemt for et lejemål. Ligesom det ofte koster en del at få en ekstra nøgle vil du skulle betale, hvis en er blevet væk. Sørg for at samle alle nøgler ved udflyting.

  • Tag alle dine ting ned fra væggene

    Der er ofte hængt ting på væggene i et lejemål. Sørg for at fjerne alle disse.

  • Brug spartel til hullerne i væggen

    Dette bliver nogle gang klaret af udlejer, men skal ofte gøres selv. Gør dette efter du har fjernet alle dine ting fra væggene. Du kan eventuelt male en lille smule over, hvis der er brug for det.

  • Tøm eventuelt depotrum og fej gulvet

    Nogle lejligheder har et depotrum tilknyttet. Huske at tømme dette og feje gulvet, så det er nogenlunde rent.

  • Tøm altan/terrasse og gør rent

    Der er generelt ikke lige så høje rengøringskrav til altan og terrasse, da det er udenfor og dermed automatisk vil være udsat for slitage. Du skal dog huske at skure, hvis der er kommet alger på træet.

Rengøring

  • Rengør alle vinduer

    Vinduerne kan nogle gange være svære at rengøre, hvis der ikke er adgang. Det betaler sig dog at rengøre alle vinduer så godt som muligt inden udflytning, da der ellers betales for at professionelle udfører arbejdet. Rengør dem både på ydersiden og indersiden.

  • Rens alle afløb

    En lejlighed har typisk et par afløb, som alle skal renses. Dette klares bedst i opløbet, da der ellers kan ophobe sig meget skidt. Brug afløbsrens en gang i mellem, så slipper du for den helt store tur, når du skal flytte ud.

  • Alle lofter i lejemålet fejes for spindelvæv

    Dette gælder alle rum samt badeværelset. Vær sikker på at komme godt ind i hjørnerne.

  • Alle skabe rengøres

    Lejemålets skabe skal gøres helt rene. Det betyder både på indersiden, ydersiden og ovenpå. Vær opmærksom på om der er steder, hvor det kan være svært at se det er støvet. For eksempel ovenpå.

  • Tjek at alle varmelegemer og radiatorer virker

    En radiator er dyr og du skal derfor sikre dig, at de virker. Hvis de ikke virker mens du bor i lejemålet skal du tage kontakt til udlejer.

  • Tjek at røgalarmer virker

    Røgalarmer er en del af lejemålet og skal derfor virke ved udflytning. Hvis den nogensinde har været taget ned på grund af defekt skal du huske at sætte den op igen.

  • Støvsug og vask alle lister

    Der er typisk altid lister i lejligheder og disse har det med at samle støv. Disse skal gerne støvsuges for at fjerne støv og herefter køres over med en klud for at fjerne det sidste skidt. De skal være helt rene, da der igen ellers skal betales for at et professionelt firma klarer det.

  • Rengør alle stikkontakter

    Stikkontakter er ofte nævnt på rengøringslister. De skal derfor være helt rene, når du flytter ud. Vær opmærksom på dem, som ikke lige sidder de normale steder.

  • Rengør alle døre

    Dørene er ofte nævnt på lister med rengøring. Husk at vær grundig og kom rundt i karmen samt ovenpå.

  • Rens alle radiatorer

    Denne kan være lidt svær, da nogle radiatorer har monteret en lille rist ovenpå. Denne skal i så fald afmonteres og radiatoren skal så renses og vaskes. Du skal også gerne få blæst luft igennem den for at få alt støv ud. Det kan være svært, men det kan koste at få det klaret af en professionel.

  • Støvsug og vask gulv

    Denne giver lidt sig selv, men tager alligevel en del tid ved fraflytning. Vær grundig og sørg for at det er noget af de sidste du gør, da skidt ellers kan falde på gulvet.

Køkken

  • Alle skabe og skuffer gøres rene

    Alle overflader skal være rene. Hvis dine skuffer har flytbare elementer, skal du huske at fjerne disse og gøre rent.

  • Skabet med skraldespand gøres rent

    Dette skab skal have særlig stor fokus, da der typisk samles rigtig meget skidt og fedt her. Bunden af skabet og lågen skal nok rengøres over flere omgange. Det er bedre at tage denne i opløbet, så der ikke er fastsiddende skidt.

  • Køkkenlampe vaskes og aftørres

    Køkkenlampen er en del af lejemålet og skal derfor overleveres helt ren. Hvis lampen ikke virker skal den selvfølgelig udskiftes.

  • Rengør kogeplader

    Kogepladerne skal gøres helt rene. Dette kræver typisk lidt arbejde. Hvis du har mulighed for det bør du gøre dette regelmæssigt, mens du bor i lejemålet. Husk desuden at gøre rent omkring kogepladen, da der ofte samler sig skidt.

  • Eventuelle fliser på væggen skal rengøres

    Alt efter hvad du har bag ved komfuret skal det rengøres. Der sidder ofte skidt og fedt fra madlavning, som kan være svært at fjerne.

  • Bordpladen gøres helt ren

    Du skal rengøre bordpladen over det hele. Dette gælder også siderne og på undersiden, hvis den stikker ud fra køkkenelementerne.

  • Vasken og vandhanen afkalkes og rengøres

    Vasken er ofte beskidt og vandet kan have dannet store mængder kalk. Vask alle elementer og fjern kalken. Slut af med at polere metallet, så det ser nyt ud.

  • Emhætten rengøres meget grundigt

    For at rengøre en emhætte skal filtret eller risten fjernes. Herefter skal alt fedt og snavs fjernes, så den ser ren ud og ikke føles klistret. Vær opmærksomhed på undersiden af skabene ved siden af, som har det med at danne samme snavs.

  • Rens filtret fra emhætten

    Denne del af emhætten skal håndteres separat, da den typisk er meget beskidt.

  • Gør ovnen ren

    Ovnen er tidskrævende at gøre ren. Tag alle elementer ud og gør hele ovnen helt ren. Denne bliver ofte tjekket grundigt for skidt og snavs ved udflytning. Det kræver ofte flere omgange for at få den helt ren. Det er meget lettere, hvis man løbende har sørget for at holde den rimelig ren.

  • Gør alle bageplader helt rene

    Bageplader er ofte meget dyre at få erstattet eller rengjort. Dette kan være en af de mest tidskrævende opgaver, men det sikrer, at du ikke skal betale for dem. De skal gerne se helt ud som nye. Tænk over dette løbende, da de ellers bliver nær umulige at gøre rene.


    Du kan også købe en ny bageplade. Det kan være billigere at spare dem, som fulgte med lejligheden:

  • Afrim fryseren og gør den helt ren

    Fryseren kan tage lang tid at gøre ren. Hvis man ikke regelmæssigt afrimer kan der samles en masse is. Brug gerne noget varmt vand til at løsne isen i fryseren. Brug dog aldrig en kniv. Efterlad fryseren slukket ved overlevering. Hvis du kan komme til bagved fryseren skal der gøres rent her.

  • Gør køleskab rent udvendigt og indvendigt

    Et køleskab samler altid meget skidt fra madvarer. Gør det helt rent og vær opmærksom på de svære steder at nå. Hvis du kan komme til bagved skal du også gøre rent her.

  • Rengør opvaskemaskinen

    Selvom maskinen selv bruges til at gøre ting rene slipper den ikke for check. Du skal kigge på filter og false ved lågen, som begge dele skal være helt rene. Filteret skal tømmes, hvis der er samlet skidt.

Badeværelse

  • Rengør alle fliser og vægge

    Badeværelset er altid udsat for meget slid. Sørg for at gøre alle vægge/fliser helt rene. Ofte vil der være brug for at afkalke store dele af fliserne. Husk at komme helt ned i fugerne.

  • Brusehoved, slange og armatur gøres rene

    Denne opgave kan være svær, da der ofte danner sig kalk på armatur og brusehoved. Du kan med fordel gøre rent løbende for at undgå kraftig kalk. Læs mere her om hvordan du kan rengøre dit brusehoved:

  • Lampe gøres rent og tørres

    Badeværelseslamper vil ofte være en del af lejemålet. Sørg for at de virker og vask dem grundigt. Slut af med at tørre dem af.

  • Eget badeforhæng nedtages

    Badeforhænget er som regel lejers eget, men hvis det er en del af lejligheden skal det gøres helt rent.

  • Spejl rengøres og poleres

    Spejlet er ikke det sværeste at gøre rent. Bare husk ikke at gøre det beskidt igen efter rengøring.

  • Hylder rengøres

    Alle skabe og hylder, som er en del af lejemålet, skal rengøres. Husk alle sider og på undersiden. Det kan ofte være svært at komme til alle steder.

  • Toilet skal renses og afkalkes

    Toilettet kan være svært at gøre rent, men skal være helt rent ved fraflytning. Vær sikker på at fjerne alle rander i kummen.

  • Gulvet renses og afkalkes

    Der kan komme en del kalk på et badeværelsesgulv, hvis der ikke jævnligt bliver gjort rent. Husk at få gjort det helt rent. Det kan være, at det er nødvendigt, at gøre det over flere omgange.

  • Alle riste renses og afløb rengøres

    Der kan samle sig meget skidt i et afløb. Hvis du har mulighed for det, så sørg for at bruge afløbsrens mens du bor i boligen. Både afløbet og risten skal være helt rent ved fraflytning.

Efter flytning

  • Følg op på regningen fra udflytning

    Regningen for udflytning bliver typisk først sendt efter et par uger. Her skal du kigge tilbuddet igennem og sikre dig, at intet virker urimeligt højt. Det kan være en god ide at hente tilbud fra andre for at lave arbejdet. Så har du et bevis for en pris eventuelt er for høj.

  • Tilmeld vand, gas, varme og el i dit nye hjem

    Dette behøver du selvfølgelig kun at gøre, hvis boligen ikke allerede er tilmeldt.

  • Dokumenter alle eventuelle skader og mangler i boligen

    Fejl og mangler som du ikke har forårsaget skal du ikke betale for. Det er derfor vigtigt at dokumentere eventuelle fejl og mangler med detaljerede billeder og beskrivelser. Så har du beviser, hvis udlejer forsøger at få dig til at betale for skader, som du ikke har forårsaget.

  • Tjek om din husleje er ulovlig høj

    I takt med et presset boligmarked er udlejere begyndt at ty til ulovlige midler for at maksimere deres indtjening. Selvom langt de fleste har en lovlig husleje bør du stadigvæk tjekke om din er for høj. Der gælder særlige regler for nye byggerier, som betyder, at man sjældent kan have en for høj husleje.